Fra dreng i Syrien til elektrikerlærling i Horsens
15.08.2023

Fra dreng i Syrien til elektrikerlærling i Horsens

Dijwar er én ud af 11 elektrikerlærlinge hos El-Team Vest, og ved første øjekast og snak med ham, er det ikke lige til at vide, at han kun har boet i Danmark i otte år. Hans dansk er næsten fejlfrit, og hans udstråling og energi minder om alle andre 21-årige danske mænds.

Men Dijwars historie er en helt anden – og den historie har vi fået lov til at dele med jer. Dijwar er født og opvokset i Syrien, og han har fra barns ben oplevet, hvad det vil sige at have krig helt tæt inde på livet. Dijwars far er kurder, og i 2013 gennemlevede han et levende mareridt, da han blev taget væk fra sin familie og holdt fanget af ISIS. Da det heldigvis lykkedes ham at slippe fri, stod det dog klart, at familien var nødt til at flygte, hvis han ville overleve.

Dijwars far flygtede derfor til Europa, hvor han frem til 2015 arbejdede på at få hele familien flyttet med til Danmark, hvor de skulle starte et nyt liv. Efter en hård rejse op igennem Europa blev familien endelig i november 2015 genforenet, og de fandt deres nye hjem i Gedved ved Horsens.

Blot en måneds tid efter startede Dijwar på Egebjerg Skole, og selvom han sprogligt og fagligt var langt bagud sine klassekammerater, lærte han på blot to år at tale dansk og kunne færdiggøre 9. klasse med sin klasse.

Interessen for faget startede som helt lille

Dijwar har altid arbejdet, og tilbage i Syrien hjalp han som blot 7 årig til i sin fars butik, hvor de solgte VVS- og elartikler. Han var samtidig med sin far og onkel med ude på flere tømrer- og elektrikerprojekter, og allerede her startede Dijwars spirende interesse for elektrikerfaget.

Dijwar ville gerne læse til elektriker i Danmark. Og hans ansøgning om en lærlingeplads hos El-Team Vest i Horsens blev startskuddet på denne rejse.

Casper Sandberg Eriksen, der tog imod Dijwars ansøgning, fik ret hurtigt en mavefornemmelse af, at netop denne mand var én, de i El-Team Vest skulle lære bedre at kende og give en chance. Han fortæller:

“Der var så mange ting i ansøgningen og CV’et, der ikke gav mening for mig – men det gjorde mig blot endnu mere nysgerrig på at vide, hvem Dijwar var. Og mavefornemmelsen holdt stik, for det var tydeligt, at der her var tale om en ung mand, der er klar på livet og på at lære.”

Dijwar blev herefter tilbudt en lærlingeplads hos El-Team Vest, og selvom det ikke altid har været let, så har han netop bestået første hovedforløb på elektrikeruddannelsen og har således 2,5 år tilbage, førend han kan kalde sig elektriker.

Vi har et ansvar for at udvikle gode folk

Casper Sandberg Eriksen, der er ansvarlig for lærlingene hos El-Team Vest, har fulgt Dijwar tæt fra starten, og de udfordringer og kulturforskelle, som Dijwar har oplevet undervejs, har de i fællesskab været gode til at løse.

“Dijwar kommer fra en kultur, hvor man ikke spørger om hjælp. Så det har været en læring for ham, at han faktisk kan få støtte fra os og de øvrige lærlinge. Det er netop derfor, at vi har et lærlingeprogram hos El-Team Vest, hvor der er plads til at skabe rum til udvikling både fagligt og som menneske,” siger Casper.

Dijwar er én ud af 11 lærlinge hos El-Team Vest, og deres lærlingeprogram er ikke blot til gavn for lærlingene selv – men ses også som en investering i virksomheden og branchen, fortæller Direktør, Søren Jochimsen:

“Det er som virksomhed vores ansvar at udvikle og uddanne gode mennesker og medarbejdere, og vi vægter altid højest, at man har indsatsen og viljen til at lære. Det er klart tilfældet med Dijwar, der har en ekstraordinær energi, vilje og pligtopfyldelse. Og dette er i sidste ende vigtigere end en flot karakter i en afsluttende eksamen.”

content/2523.jpeg

bubble