Velkommen til ny partner og nyansat økonomichef
Efter flere år i medvind og vækst, særligt i år, udvider El-Team Vest A/S i Horsens, med nye kræfter i ledelsen for at blive endnu mere robuste og konkurrencedygtige. I oktober er medarbejder Lars Larsen tiltrådt som ny partner, og virksomheden har desuden budt velkommen til Susanne Bundgaard Schmidt, der som Økonomichef fremover skal være med til at styrke professionaliseringen og digitaliseringen af El-Team Vest.
Betroet medarbejder bliver ny medejer
Efter fem år som indkøber og beregner i virksomheden er Lars Larsen pr. 1. oktober tiltrådt som ny partner af El-Team Vest, der i dag tæller mere end 65 ansatte. Han skal fremover drive og drifte elinstallationsvirksomheden i tæt samarbejde med direktør og indehaver, Søren Jochimsen.
Lars har længe været en betroet medarbejder og har i den grad gjort sig fortjent til at få mere medbestemmelse i virksomhedens videre fremtid. Det var derfor naturligt for mig at tilbyde Lars partnerskab i virksomheden, og jeg er glad for, at han, ligesom jeg, så det som en god mulighed, lyder det fra Søren Jochimsen.
Lars fortsætter i det daglige som indkøber og beregner, hvor han, udover at være en del af ledelsen og bestyrelsen, skal have overblikket tilbage i maskinrummet.
Søren og jeg har altid haft et godt samarbejde, hvor vores forskelligheder, men forståelse for hinanden, har været en styrke. Jeg er glad for og stolt over at blive medejer af en virksomhed med et så stærkt team af medarbejdere. Og jeg vil fortsat gå ydmygt til opgaven og være klar på at arbejde hårdt, for at tingene lykkes, siger Lars Larsen, der er ny partner i El-Team Vest.
Privat er Lars bosat i en lille by udenfor Haderslev. Han er uddannet elinstallatør og har en baggrund som projektleder i lignende virksomheder.
Nyansat Økonomichef tiltrådte fra 1. oktober
I oktober kunne El-Team Vest desuden byde velkommen til Susanne Bundgaard Schmidt, der tiltrådte som ny økonomichef. Susanne bliver den første medarbejder i rollen som økonomichef hos El-Team Vest, og hun bliver fremover en vigtig spiller i både den nye ledelsestrekløver og bestyrelsen.
Med sig i bagagen har Susanne 30 års erfaring inden for økonomi og ledelse, hvor hun de sidste 10 år var ansvarlig for ledelsen af økonomifunktion og administration i den Aarhusianske IT-virksomhed, Vertica.
Susanne skal fremover varetage og forbedre El-Team Vests processer for rapportering og økonomiadministration og være med til at styrke digitaliseringen i samarbejde med de to partnere, Søren og Lars.
Vi befinder os på en vækstrejse, hvor tiden nu er til at tage næste skridt og styrke ledelsen. Susanne skal her bidrage til at gøre vores organisation endnu mere robust og sikre, at vi kan levere den samme kvalitet inde på kontoret, som ude i marken. Så vi er glade for at have hende med ombord,siger Søren Jochimsen.
Susanne selv ser frem til det fremtidige samarbejde og til at varetage den daglige ledelse hos El-Team Vest:
Mit fokus er især på at drive og optimere administrationen og økonomifunktionen, så vi bedst muligt understøtter driften nu og i fremtiden, siger Susanne Bundgaard Schmidt, der privat er opvokset og bosat i Horsens.