Beregner med indkøbsansvar til El-Team Vest
Har du erfaring som beregner i el-branchen? Har du fokus på detaljen, understøtter du godt samarbejde med kolleger, kunder og leverandører og sikrer du fremdrift i egne opgaver? Ønsker du at være en del af en virksomhed, hvor der er kort fra tanke til handling, og hvor den faglige stolthed har høj prioritet?
Så læs videre herunder, og smid en ansøgning af sted hurtigst muligt.
Din hverdag
Grundet en omrokering af ansvarsområder og strukturen i virksomheden søger vi en ny beregner med indkøbsansvar til vores virksomhed i vækst. Vores nuværende beregner har, efter mange år i rollen, overtaget nye ansvarsområder internt i virksomheden, og derfor er der rig mulighed for en grundig indkøring i rollen samt efterfølgende sparring.
Du kommer til at referere til vores administrerende direktør, Søren Jochimsen. Du får base på vores hovedkvarter i Horsens, hvor vi netop er flyttet ind i nye lokaler på Fuglevangsvej 61.
Du vil arbejde tæt med en lang række kolleger fra hele virksomheden, bl.a. vores egen ingeniør, som du vil sparre tæt med i forbindelse med udarbejdelse af projekterings- og tegningsmateriale til vores projekter.
Din rolle dækker ansvaret for beregning samt indkøb af materiel til projekter. Det betyder i praksis, at dine opgaver typisk vil være inden for følgende:
Beregner (80-90% af din arbejdstid)
- Vurdering, sortering og udvælgelse af indkomne forespørgsler og udbud
- Kalkulation/beregning af tilbud
- Udarbejdelse af tilbudsmateriale, inkl. skitser
- Aflevering af tilbud
- Løbende sparring med kolleger, f.eks. projektledere, afdelingsledere, ledelsen vedr.beregninger
- Deltagelse i forhandlinger med kunden
- Når projektet er under udførsel, er du kontaktperson ift. spørgsmål til beregningen samt deltager i månedlige økonomiske opfølgninger.
Indkøber (10-20% af din arbejdstid)
- Håndtering af udbudsproces over for leverandører
- Indhentning af tilbud fra leverandører
- Indkøb af materiel til projekter, typisk i samarbejde med den ansvarlige projektleder
- Løbende kontakt til leverandører
- Opbygning af kendskab til materiel, så du f.eks. kan komme med anbefalinger, hvis
- vi skal skifte fra én produkttype eller ét mærke til et andet
- Der kommer helt sikkert travle perioder — men du står ikke alene. Hos El-Team Vest løfter vi i flok.
Hvem vi leder efter
Det er et krav, at du kommer med flere års erfaring som beregner inden for el-entrepriser.
Herudover ser vi gerne, at du:
- Har erfaring med Kalkia, som vi benytter til beregninger
- Har teknisk/praktisk erfaring, så du ved, hvordan virkeligheden er på et projekt under udførsel.
Som person er du
- Struktureret og har fokus på detaljerne
- God til at kommunikere — dansk i både skrift og tale er et krav
- Åben og direkte, også når noget er svært — vi tager udfordringerne op i fællesskab
- Hjælpsom, når kollegerne har brug for det.
Det får du hos os
- En central rolle i virksomheden, med bred kontaktflade
- Fagligt stærke kolleger og en god overlevering fra dag ét
- En lønpakke, der matcher dit ansvar
- Pensionsordning og sundhedssikring
- Et godt sammenhold — bl.a. gennem fælles arrangementer med kollegerne
Hvem vi er
El-Team Vest blev grundlagt i 2007 og tæller i dag ca. 85 kolleger inden for el, brand, sikring og intelligente bygningssystemer. Vi har egen projekterings- og ingeniørkapacitet og tager ansvar hele vejen fra idé til færdig løsning.
Vi er netop blevet en del af den britiske servicekoncern Mitie Group PLC via GBE Converge — og kommer fremover til at udgøre fundamentet for GBE’s nordiske aktiviteter og fungere som regionalt hovedkvarter.
I 2023 satte vi ord på det, vi allerede vidste — vi bad vores medarbejdere beskrive den kultur og de værdier, de oplever i hverdagen. Resultatet blev tre værdier, som vi arbejder ud fra: Familiær, Handling og Stolthed. I praksis betyder det:
- Nært samarbejde og en ordentlig tone
- Kort vej fra idé til handling
- Fokus på kvalitet og løsninger, der holder
Og ja — vi sælger ikke en Ferrari til nogen, der har brug for en Fiat.
Klar til at tage næste skridt?
Send dit CV og din ansøgning til Torben Østergaard på toe@hrconnect.dk. Har du spørgsmål til stillingen eller processen, er du velkommen til at ringe på +45 2876 5083.
Vi holder samtaler løbende — så tøv ikke med at ansøge.